HVORDAN HJÆLPER DU DINE NÆRE, HVIS DE RAMMES AF DEMENS?

Bevar kontakten, og hold fast i det, I har sammen, uanset om det er kortspil, løbeture eller museumsbesøg. Og husk, at humor stadig er et godt sted at mødes.

Vær tålmodig, og giv vedkommende med demens lidt ekstra tid til at svare, når I taler sammen. Det hjælper også at tale klart og langsomt og være til stede i nuet.

Tilbyd din hjælp til små gøremål som indkøb eller opvask – og gør det sammen, så den demensramte ikke føler sig ekskluderet, men bare i godt selskab. Sidst, men ikke mindst, så sæt dig ind i sygdommen, så du har nemmere ved at forstå demens og den situation, man står i, når man lever med en demenssygdom.


Klik her for gode råd og tanker fra Ældresagen og Alzheimerforeningen.


HVORDAN HJÆLPER DU MENNESKER MED DEMENS, DU MØDER?

Mennesker med demens kan let blive desorienterede. Og mødet kan være udfordrende. Det vigtigste er, at man ser mennesket bag sygdommen, selvom de kan virke forvirrede og opføre sig irrationelt. Vær derfor ikke bange for at tage kontakt med personer, som går forvildede rundt. Spørg, om du kan hjælpe dem.

Når man har demens, bliver vores i forvejen informationsrige verden ofte endnu mere uoverskuelig. Eksempelvis kan en vejledning i, at du finder mælken nede ad gangen til højre og så til venstre, virke uoverkommelig. Kan du se forvirringen i øjnene, så hjælp vedkommende ned til mælken.

Hvis du er ung ekspedient i et supermarked, en butik eller lignende og opdager, at en kunde prøver at betale med et sygesikringskort, så sig stille og roligt: Du har nok også et Dankort i pungen.

Hvis der kommer en med en krykke, og vedkommende har brug for hjælp, så hjælper du. Og møder du en, der har svært ved at udtrykke sig, så vent på, at personen udtrykker sig.

Læs desuden mere om hvordan du kan blive demensven her
og hvordan du kan blive frivillig her
Kontakt
Hvis du har brug for yderligere information, materiale eller uddybende viden, kan du kontakte:
Lone Harlev
lone@demensvenligtdanmark.dk
Tlf: 51 92 82 32
Facebook