Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark arbejder for, at mennesker med demens og deres pårørende kan leve et godt og værdigt liv med demens.
Vi sætter fokus på det gode liv med demens og øger offentlighedens viden om demensvenlighed og mulighed for at være med til at skabe et samfund, hvor mennesker med demens fortsat og trygt kan deltage - herunder bruge offentlig transport, købe ind, komme i deres klub eller forening, og i det hele taget leve et aktivt og godt liv.
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står blandt andet bag det nationale demenssymbol "Håndsrækningen" og den årlige Demensuge i uge 19.
Læs meget mere om Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.
Det nationale demenssymbol
Demenssymbolet "Håndsrækningen" er et hjælpemiddel, som mennesker med demens kan bære synligt eller diskret til at signalere til omgivelserne, at man lever med demens og kan få brug for lidt ekstra opmærksomhed, tålmodighed eller praktisk hjælp.
Og når du ser symbolet, lyder vores råd; Tag Kontakt, Tal tydeligt, Vær tålmodig.
Symbolet er gratis og fås hos de kommunale demenskoordinatorer og på enkelte hukommelsesklinikker landet over.
Demenssymbolet kan også bestilles online via nedenstående links.
Demensugen sætter fokus på demensvenlighed i samfundet
Demensugen løber af stablen hvert år i uge 19, hvor en national kampagne og en række lokale indsatser søger at skabe større forståelse for, hvordan vi kan skabe et mere demensvenligt samfund.
Fagpersoner, kommuner, organisationer, virksomhedspartnere og ikke mindst frivillige gennemfører en bred vifte af arrangementer, events og oplysningsindsatser for at vi alle bliver bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber og give mennesker med demens den håndsrækning, de kan få brug for i hverdagen.
Alle kan deltage i og bidrage til demensugen. I 2024 var 92 % af kommunerne repræsenteret og over 270 samarbejdspartnere gik sammen for at skabe et mere demensvenligt Danmark.
Læs mere om årets demensuge, og hvordan du kan være med
98.000
mennesker lever med demens i Danmark. Men hvad er demens og hvordan ved man, om man har det?
Demens er en betegnelse for den tilstand man kommer i, når de mentale færdigheder svækkes. Især påvirkes evnen til at huske, koncentrere sig, orientere sig og på sigt også udføre daglige aktiviteter. Hos nogle vil adfærd og personlighed også blive påvirket. Næsten 100.000 mennesker lever med en demenssygdom, og omkring 2 millioner mennesker mellem 18-90 år er i berøring med demens, enten som pårørende eller via deres arbejde, uddannelse eller frivillige indsats.
En lang række sygdomme i hjernen fører til demens, men den mest almindelige form er Alzheimers sygdom. Demens rammer oftest personer over 65 år, og risikoen stiger med alderen. Demens ses dog også helt ned i 40-50-årsalderen. De tidlige symptomer på demens kan forveksles med symptomer på f.eks. stress og depression, ligesom andre sygdomme eller tilstande kan give demenssymptomer. Oplever du symptomer, er det vigtigt at gå til lægen og få afklaret, hvad der er på spil, så du kan få den rigtige hjælp og behandling.
Især i begyndelsen men også senere i forløbet kan en person med demens mange af de ting, han eller hun før har kunnet, og mange har et stort ønske om at fortsætte det liv, de hidtil har haft. De vil gerne købe ind, tage toget, besøge venner og familie, tage til koncert og komme i deres idrætsklub og dyrke deres hobby. Og det er muligt at leve et godt liv med demens, især på grund af dem, der gør en indsats for at invitere og inkludere mennesker med demens. Vi arbejder for, at endnu flere står klar til at give en håndsrækning og er med til at skabe et demensvenligt Danmark.
Håndsrækningen og Demensven-hjertet
Det ene symbol er til mennesker med demens (Håndsrækningen).
Læs mere om Demensven-hjertet
Se vores minidokumentar om livet med demens
”Nu vi alligevel er her, kan vi lige så godt danse” er titlen på en helt særlig mini-dokumentarserie i tre afsnit. I serien følger vi Karin på 63 år, der lever med demens. Karin rejser på tværs af landet med både en ydre og indre mission. Hun vil udvide den gængse forestilling om livet med demens. Men Karin er også på en rejse, hvor hun øver sig i at være åben om sin demenssygdom og i at bruge demenssymbolet. Hun er nemlig ligesom mange andre med demens bekymret for at blive stigmatiseret.
Tryk her for at se seriens tre afsnit
Når du ser demenssymbolet
Disse tre handleråd er en del af indsatsen omkring demenssymbolet, og er en håndsrækning til os alle:
Tag kontakt
Smil og vær imødekommende
Tal tydeligt
Stil ét spørgsmål ad gangen
Vær tålmodig
Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej
Demensugen
Siden 2018 har vi afholdt demensuge i uge 19. Hvert år har demensugen et nyt fokus. Den årlige demensuge er en anledning til at få opmærksomhed på demensområdet. Demensugen har vokset sig større år for år, og ved den seneste demensuge var 84 procent af landets kommuner repræsenteret og flere 100 personer landet over involverede.
Vi håber, at rigtig mange vil være med til at sætte fokus på demens i denne uge, og hvis du er interesseret i at høre endnu mere, så tag kontakt til folkebevaegelsen@demensvenligtdanmark.dk.
Om Demensvenligt Danmark
Vores vision i Demensvenligt Danmark er, at mennesker berørt af demens har mulighed for at indgå på lige fod med andre. Vi ønsker at sætte fokus på det gode liv med demens, og hvordan vi alle kan spille en rolle i at skabe demensvenlige hverdage, hvor der er plads til os alle – også når vi har brug for lidt ekstra tålmodighed eller tid fra omverdenen.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev kan du løbende følge med i udviklingen af vores indsatsområder, aktiviteter og meget mere. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om året, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.