Se årets kampagnevideoe
Det bærende element i kampagnen 2024 er en musikvideo, som vi har lavet til Rugsted & Kreutzfeldt store hit "Ta' med" fra 1985.
Her ser vi aktører i kultur- og fritidslivet, som med ordene "Ta'med, afsted" inviterer mennesker med demens med i deres fællesskaber. Den viser også små eksempler på, hvad det faktisk vil sige at være demensvenlig.
Se mere på "Ta' med, afsted"
Frivilligdag: Boehringer Ingelheim støtter Demensvenligt Danmark
Forleden lod 53.000 ansatte hos medicinalvirksomheden Boehringer Ingelheim arbejde være arbejde og brugte i stedet dagen som frivillige for en sag, der lå deres hjerte særligt nær. Og for 16 af medarbejderne fra den skandinaviske afdeling faldt valget på demenssagen og Demensvenligt Danmark.
Bevæbnet med postkort og klistermærker og et stort ønske om at gøre en forskel, opsøgte de dagen igennem en lang række hoteller, caféer, kulturinstitutioner og biografer og opfordrede dem til at gøre en ekstra indsats for at byde mennesker med demens velkomne hos dem.
”Vi delte det informationsmateriale ud, som er lavet til netop kultur- og fritidsinstitutioner og fik undervejs nogle super gode snakke med folk, som altovervejende tog rigtig godt imod og var meget interesserede i, hvordan de kan være med til at skabe nogle mere demensvenlige rammer,” siger Rikke-Lisa Brok, der er marketing-koordinator i Boehringer Ingelheim Danmark.
Det var en af hendes kollegaer, der i første omgang rakte ud til Demensvenligt Danmark, fordi demenssagen er et af de emner, der ligger hende selv særligt nær. Og der var hurtigt tilslutning til sagen. ”Demens er noget, der kan ramme os alle enten personligt eller som pårørende, så det føltes meningsfuldt for mange at bruge dagen på at skabe viden om sygdommen og gøre det lettere at leve et godt liv med demens,” siger Rikke-Lisa Brok.
Tusind tak til Boehringer Ingelheim for indsatsen og for at yde dette bidrag til at inkludere mennesker med demens i vores fællesskaber.