Ebbe Voigt
Det er tre år siden, at Ebbes søn endelig fik Ebbe med til lægen, som kunne konstatere, at en række blodpropper havde medført den demenstilstand, man kalder vaskulær demens.
Både Ebbe og hans hustru Grazyna blev nærmest glade for lægens besked. Ebbe føler, at han er sluppet billigt fra de blodpropper, han har haft og nu kan han gøre noget for at undgå at få flere. Grazyna har fået en forklaring på de forandringer hun så hos sin mand.
”Det går bedre nu, hvor vi ved mere om sygdommen og får lidt hjælp og gode råd blandt andet fra demensteamet her i Odsherred. Så er det lettere for mig at finde min vej i det og for os at skabe en hverdag, der kan fungere for os begge,” siger hun.
Diagnosen har fået Ebbe til at leve sundere. De 40 daglige smøger er røget ud, og ind er kommet vinterbadning og ugentlige besøg i den lokale svømmehal, hvor han dog – indrømmet – nok snakker mere, end han svømmer. Diagnosen har også fået ham til at dekorere sin kasket med demenssymbolet, og når han går i byen eller ud for at handle, har han symbolet på jakken eller i en nøglesnor om halsen.
”Jeg er ret glad for det symbol,” siger han. ”Så kan folk forstå, hvorfor jeg måske er lidt længere om at betale eller pludselig står midt i butikken og kigger ud i ingenting.”
Ebbe kender flere, der har demens, men holder det privat. ”Men det er ikke noget at skjule, synes jeg. Så til dem, der er mere generte, vil jeg bare sige ”Sæt symbolet på og sig det, som det er. Fortæl alt om, hvordan det er at have demens.”
Kirsten Suhr
Kirsten Suhr er 59 år, og især på de såkaldte skuddermudder-dage er Kirsten Suhr glad for at kunne sætte demenssymbolet på jakken og på den måde signalere til sine omgivelser, at hun lever med demens.
"Jeg går ofte ud, og rejser også jævnligt længere ture med tog. Her bruger jeg altid demenssymbolet, og især hvis det er en skuddermudder-dag, hvor jeg er ekstra glemsom og nervøs, så giver det mig stor tryghed at signalere, at jeg kan få brug for hjælp."
Det gør, at Kirsten Suhr med lidt mere ro i maven kan sætte sig i toget fra Vejle mod Odense, selv om det betyder et ofte noget uoverskueligt tog-skifte i Fredericia. Det gør, at hun bliver mindre stresset, når hun ikke lige kan finde sin billet, sit Dankort eller sin huskeseddel. Og det reddede situationen for nyligt, da hun i lufthavnen pludselig skulle gå en anden vej ind i flyet end sin ledsager, men fik lov at bruge ledsagerens kø, fordi personalet kunne se, at hun havde en særlig grund.
”Jeg håber med tiden, at det bliver endnu mere udbredt, så det kan hjælpe med at skabe tryghed for andre, der lever med demens, og som måske er endnu mere udfordret, end jeg er,” siger Kirsten Suhr.
Det gør hende glad, at så mange kultur- og fritidsinstitutioner har meldt sig på banen i forhold til at blive bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens. Selv holdt hun selv engang af at spille volleyball og kunne ellers sagtens se sig selv få glæde af at blive mere kreativ sammen med andre.
”Og hvis de mener det alvorligt med at være demensvenlige, og f.eks. skaber nogle rolige hjørner hvor man kan hvile hovedet, når det bliver for meget, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at komme på festival – f.eks. her i Jelling til sommer,” siger Kirsten Suhr.
Jens A.W. Holm
”Jeg har svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke kan gøre de ting, jeg rigtig gerne vil”
Som tidligere kok, restauratør og importør og forhandler af delikatesser er Jens Holm et kendt ansigt på mange af de restauranter han stadig besøger, så ofte folkepensionen tillader det eller han er så heldig at blive inviteret ud.
”Det gør jeg heldigvis ofte,” siger Jens Holm, der skiller sig ud fra mængden med sin karakteristiske hat på hovedet og det lige så karakteristiske varme glimt i øjet. Han er netop fyldt 70 år og oplever til sin ærgrelse, at energien svigter, og at han stadig oftere foretrækker en lur fremfor ”en tur ud at se på damer,” som han siger.
Bortset fra det har han ifølge sig selv et godt og rigt liv med oplevelser og gode mennesker omkring sig. På hans bryst sidder Demenssymbolet, som han har båret siden det blev lanceret. Han har levet med demens i syv år, og sygdommen har betydet, at ting kan blive uoverskuelige og at han lettere mister tråden i en samtale og skal have hjælp til at komme tilbage på sporet. Det har også betydet, at han kan få brug for hjælp, når han bevæger sig på restaurant eller til de symfonikoncerter, han går til flere gange om måneden med sin gode veninde.
”Jeg har heldigvis ikke det mindste problem med at sige, at jeg har brug for hjælp eller at de lige må give mig et øjeblik, for ”jeg har demens, jeg kan ikke huske en skid”.
Det er nu ganske tydeligt, at han ved og husker og mener masser af ting, og han føler sig stadig helt komfortabel, når han eksperimenterer med nye retter og ingredienser i sit køkken derhjemme eller taler mad og vin med gamle kolleger fra branchen.
”Det er meget vigtigt for mig, at jeg stadig kan gøre de ting, jeg elsker. Det kan jeg i vidt omfang – blandt andet fordi jeg ikke frygter at være pinlig eller til besvær. Det har jeg aldrig været, så det er nok et spørgsmål om personlighed. Men det er da helt sikkert dejligt, at jeg bliver mødt på en god måde, når jeg så faktisk får brug for hjælp,” siger han.
Han har selv talt meget om sin demenssygdom – til dem der gerne ville vide det, dem der var for generte til at spørge og såmænd også dem, som egentlig ikke gad høre om det.
”Det glæder mig, at man nu inviterer hele kultur og fritidsverdenen til at tale med om demens og gøre det til noget, man forholder sig til og taler om ude i klubberne og foreningerne. Sådan kan vi aftabuisere og afdramatisere det og gøre det til en sygdom, som er nemmere at leve med og leve godt med,” siger han.
Willy Wiltoft
Da Willy Wiltoft i 2019 fik konstateret demens, gennemtrawlede hans hustru Susanne foldere og hjemmesider for at finde ud af, hvordan hun kunne hjælpe ham bedst. Hun læste blandt andet, at det er vigtigt og godt for den demensramte at blive ved at se en masse mennesker og få mange og forskellige indtryk og oplevelser.
”Så vi nærmest susede rundt og tog ofte på tur ud i landet for at se og opleve alle mulige ting. Vi deltog i mangt og meget og begyndte også helt fra starten at komme i de demenstilbud, de har i kommunen,” siger Susanne Wiltoft.
Hverken hun eller Willy havde behov for at holde deres nye livssituation hemmelig eller gemt væk. Som Willy siger, har han jo ingen indflydelse på, at det lige skulle ramme ham. Derfor talte de helt åbent med familie og ganske fremmede om, at Willy havde demens. Og de talte om, at det ville være en hjælp for Willy, hvis der fandtes noget a la blindetegnet, som kunne signalere til omgivelserne, at Willy lever med demens og kan få brug for hjælp.
”Og kort efter kom der jo faktisk et symbol, som vi inviteret til at dele vores mening om,” siger Susanne Wiltoft. Det skete, da Demensvenligt Danmark udviklede to versioner af et demenssymbol, og Willy og Susanne sammen med andre potentielle brugere blev spurgt til, hvilken version de bedst kunne lide og troede mest på, at de ville komme til at bruge.
Det ene var en tidlig version af demenssymbolet, som vi kender det i dag. Det andet havde form af en lilla blomst, der havde tabt et af sine blomsterblade.
”Vi kunne egentlig bedst lide det andet,” siger Susanne Wiltoft. Alligevel sidder symbolet i dag fast på Willys hat og på hans overtøj. Og hver eneste gang, de går på gaden, giver symbolet anledning til en snak, når folk i bussen spørger, hvad det er for en fin nål han har i hatten, eller når en medarbejder i en butik siger ”det symbol, går min bedstemor også med”.
”I dag synes vi vældig godt om det, og vi var glade for at kunne give vores input dengang. Siden har jeg efterspurgt en anden lukkemekanisme, fordi nålen kan være svær at håndtere og ikke sidder lige godt på alt tøj. Nu er der kommet en version med magnetlukning, som vi netop har taget i brug. Så vi er meget glade og tilfredse,” siger Susanne Wiltoft.
Hun håber, at mange flere vil tage symbolet til sig og at kendskabet til både sygdommen og handlerådene vil blive langt mere udbredt, sådan at det bliver nemmere at leve åbent og godt med sin demenssygdom.
Kirsten Suhr
Kirsten Suhr er 59 år, og især på de såkaldte skuddermudder-dage er Kirsten Suhr glad for at kunne sætte demenssymbolet på jakken og på den måde signalere til sine omgivelser, at hun lever med demens.
"Jeg går ofte ud, og rejser også jævnligt længere ture med tog. Her bruger jeg altid demenssymbolet, og især hvis det er en skuddermudder-dag, hvor jeg er ekstra glemsom og nervøs, så giver det mig stor tryghed at signalere, at jeg kan få brug for hjælp."
Det gør, at Kirsten Suhr med lidt mere ro i maven kan sætte sig i toget fra Vejle mod Odense, selv om det betyder et ofte noget uoverskueligt tog-skifte i Fredericia. Det gør, at hun bliver mindre stresset, når hun ikke lige kan finde sin billet, sit Dankort eller sin huskeseddel. Og det reddede situationen for nyligt, da hun i lufthavnen pludselig skulle gå en anden vej ind i flyet end sin ledsager, men fik lov at bruge ledsagerens kø, fordi personalet kunne se, at hun havde en særlig grund.
”Jeg håber med tiden, at det bliver endnu mere udbredt, så det kan hjælpe med at skabe tryghed for andre, der lever med demens, og som måske er endnu mere udfordret, end jeg er,” siger Kirsten Suhr.
Det gør hende glad, at så mange kultur- og fritidsinstitutioner har meldt sig på banen i forhold til at blive bedre til at invitere og inkludere mennesker med demens. Selv holdt hun selv engang af at spille volleyball og kunne ellers sagtens se sig selv få glæde af at blive mere kreativ sammen med andre.
”Og hvis de mener det alvorligt med at være demensvenlige, og f.eks. skaber nogle rolige hjørner hvor man kan hvile hovedet, når det bliver for meget, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at komme på festival – f.eks. her i Jelling til sommer,” siger Kirsten Suhr.
Jens A.W. Holm
”Jeg har svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke kan gøre de ting, jeg rigtig gerne vil”
Som tidligere kok, restauratør og importør og forhandler af delikatesser er Jens Holm et kendt ansigt på mange af de restauranter han stadig besøger, så ofte folkepensionen tillader det eller han er så heldig at blive inviteret ud.
”Det gør jeg heldigvis ofte,” siger Jens Holm, der skiller sig ud fra mængden med sin karakteristiske hat på hovedet og det lige så karakteristiske varme glimt i øjet. Han er netop fyldt 70 år og oplever til sin ærgrelse, at energien svigter, og at han stadig oftere foretrækker en lur fremfor ”en tur ud at se på damer,” som han siger.
Bortset fra det har han ifølge sig selv et godt og rigt liv med oplevelser og gode mennesker omkring sig. På hans bryst sidder Demenssymbolet, som han har båret siden det blev lanceret. Han har levet med demens i syv år, og sygdommen har betydet, at ting kan blive uoverskuelige og at han lettere mister tråden i en samtale og skal have hjælp til at komme tilbage på sporet. Det har også betydet, at han kan få brug for hjælp, når han bevæger sig på restaurant eller til de symfonikoncerter, han går til flere gange om måneden med sin gode veninde.
”Jeg har heldigvis ikke det mindste problem med at sige, at jeg har brug for hjælp eller at de lige må give mig et øjeblik, for ”jeg har demens, jeg kan ikke huske en skid”.
Det er nu ganske tydeligt, at han ved og husker og mener masser af ting, og han føler sig stadig helt komfortabel, når han eksperimenterer med nye retter og ingredienser i sit køkken derhjemme eller taler mad og vin med gamle kolleger fra branchen.
”Det er meget vigtigt for mig, at jeg stadig kan gøre de ting, jeg elsker. Det kan jeg i vidt omfang – blandt andet fordi jeg ikke frygter at være pinlig eller til besvær. Det har jeg aldrig været, så det er nok et spørgsmål om personlighed. Men det er da helt sikkert dejligt, at jeg bliver mødt på en god måde, når jeg så faktisk får brug for hjælp,” siger han.
Han har selv talt meget om sin demenssygdom – til dem der gerne ville vide det, dem der var for generte til at spørge og såmænd også dem, som egentlig ikke gad høre om det.
”Det glæder mig, at man nu inviterer hele kultur og fritidsverdenen til at tale med om demens og gøre det til noget, man forholder sig til og taler om ude i klubberne og foreningerne. Sådan kan vi aftabuisere og afdramatisere det og gøre det til en sygdom, som er nemmere at leve med og leve godt med,” siger han.
”I dag er jeg i virkeligheden allermest lykkelig, når jeg sidder alene på altanen og ryger en cerut.”
”Det er da fint. Det kan jeg da sagtens have på,” siger Rani Pihl. Hun er netop blevet introduceret til demenssymbolet af en af de herrer, hun er begyndt at lave gymnastik med hver tirsdag formiddag i Sundhedshuset på Amager.
”Synes du ikke?” siger hun henvendt til sin hustru Marianne, som nikker bekræftende. Rani blev diagnosticeret med demens for 18 måneder siden, og de fandt hurtigt ud af, at selv om Marianne af natur er mere udadvendt, og Rani noget mere reserveret, så passer det dem begge bedst at være åbne om deres nye situation. Og hvis det kan hjælpe hende selv eller andre at bruge demenssymbolet, så er det fint,” konstaterer Rani usentimentalt.
Det er tyve år siden, hun og Marianne forelskede sig. De mødtes på Café-hjørnet i København, og Rani faldt omgående for Mariannes søde smil. Marianne faldt lige så omgående for Ranis skønne brune øjne, som stadig funkler lunt.
Rani blev født som Lods-datter og er vokset op ved vandet i Svendborg og Nørre Sundby. Hun husker tydeligt, hvordan udsigten gav hende udlængsel, og allerede som helt ung var hun fuld af planer. Hun var da heller ikke sen til at gribe eventyret, da det bød sig. Hun var uddannet portrætfotograf, da hun fik arbejde som røntgenfotograf på Aalborg Sygehus og her mødte Parvinder. Det var ikke meningen, han skulle forelske sig i en dansk pige. Han arbejdede på hospitalet som fysioterapeut og havde strenge ordrer fra sin mor i Delhi om snarest at vende hjem og blive gift. Det tog ham to år at overbevise sine forældre om, at Rani var hans hjertes udkårne og hans fremtids lys. Det tog til gengæld kun Rani et øjeblik at beslutte at følge Parvinder til Indien, da forældrene endelig gav sig.
”Vi havde lykkelige år sammen, og jeg kom til at holde meget af Indien. Mine to døtre er født der, og jeg fik et godt job og skønne kolleger på Den Danske Ambassade i New Delhi. Vi rejste meget og oplevede meget, og det liv passede mig godt,” siger Rani.
Da familien fik lyst til at bo i Danmark, så døtrene også kunne tilegne sig det danske sprog og den danske kultur fik Rani job hos Udenrigsministeriet i København. Senere lokkede en stilling hos den danske FN-mission i New York, og senere igen vendte familien tilbage til Indien, hvor Rani genoptog sit arbejde på ambassaden. Da Rani for tyve år siden igen flyttede til Danmark, var det uden døtrene, som var blevet store, og uden Parvinder, som hun endte med at blive skilt fra.
”Da jeg fik lyst til at date igen, lavede jeg en profil på et datingsite. Et sted skulle man krydse af, om man ledte efter en mandlig eller kvindelig partner. Jeg kan ikke huske, hvad der fik mig til at krydse ”kvinde”,” siger Rani. ”Jeg har vidst, siden jeg var ung, at jeg også er til kvinder. Måske tænkte jeg, at det var på tide at udforske den side af mig selv.”
I hvert tilfælde faldt hun for Marianne allerede på deres første date, og som kærester og siden som ægtefolk har Rani og Marianne rejst i store dele af verden, vandret utallige kilometer og oplevet så meget, de overhovedet kunne. De seneste år er livet blevet lidt mere stille.
”Jeg har altid dyrket oplevelser og selskabelighed, men efterhånden vil jeg faktisk lige så gerne blive hjemme,” siger Rani. Hun griner: ”For tiden er jeg i virkeligheden allermest lykkelig, når jeg sidder alene på altanen og ryger en cerut.”
Marianne tror, at det hænger sammen med demenssygdommen. Rani selv tror snarere, at det er alder (hun er netop blevet 75) og det, at hun har oplevet så meget i sit liv. Hun føler sig ganske enkelt mæt af oplevelser.
”Men jeg har ondt af Marianne, for der er ingen tvivl om, at det begrænser hende, at jeg har mindre lyst til at gå ud. Og det er hende, der skal arrangere alt og overskue alt, hvis vi skal nogle steder, og som bekymrer sig for mig, hvis hun går ud, og jeg er alene hjemme,” siger Rani.
Rani har til gengæld ikke ondt af sig selv. Hun husker det ikke som hverken sorgfuldt eller chokerende at få at vide, at hun har demens. Og hun er ikke ængstelig over det, der venter.
”Næ, jeg er sådan set ikke bange,” siger hun.
”Du er ikke bange for noget, det har du aldrig været,” siger Marianne stille.
”Har jeg ikke? Nej, det har du nok ret i,” svarer Rani.
Ditte Sigsgaard
"Efter jeg har fået en demensdiagnose, har det været svært at se på, hvordan livet går videre for alle andre på min egen alder. Så hjælper det altid at løbe en tur."
Sådan siger 54-årige Ditte Sigsgaard, der lever med demens og har gjort det til en prioritet fortsat at kunne løbe.
"Jeg kan godt lide at løbe, og jeg holder af at løbe alene. Før jeg fik konstateret demens, løb jeg også, så det har været vigtigt for mig at holde fast i."
Når hun skal løbe en tur, planlægger hun altid sin rute på forhånd, og hun har sin telefon med på turen. Hun løber ture i København, hvor hun også bor, så hun kender byen og ruterne, og som hun siger, kan hun huske ruterne, fra før hun fik demens.
Hele familien skal løbe halvmaraton til efteråret, og de er i fuld gang med at træne op, og selvom Ditte løber alene, holder hun alligevel øje med resten af familien.
"Vi tjekker hinanden på forskellige løbeapps. På den måde kan vi se, hvordan det går med os hver især, og om vi gør fremskridt. For mig er det at løbe en måde at løfte mit humør. Hvis jeg er lidt tungsindig, så løber jeg en tur og kommer i det bedste humør."
Alice Gammelgaard Jensen
"Før i tiden, var det kun min mor, der gik i kirke, nu deltager jeg i fællesskab med min mor, og vi får begge to meget ud af det."
For Connie Gammelgaard Brøgger betyder det noget helt specielt, når hun kan tage med sin 81-årige mor, Alice Gammelgaard Jensen til Erindringsgudstjeneste. De glæder sig begge to og tiden sammen er vigtig.
"Vi taler sammen om gudstjenesterne og mindes det bagefter. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan dele det hende."
Hver anden måned holder Helligåndskirken i Aarhus Erindringsgudstjenester. Det er et tilbud, hvor mennesker med demens i fællesskab med deres pårørende kan være med til en gudstjeneste i et roligere tempo, og hvor der bliver sunget salmer, faciliteret samtaler, og skabt et rum for nærvær og samvær.
I 2021 fik Alice Gammelgaard Jensen konstateret Alzheimer. Inden da havde hun passet sin mand, der også var diagnosticeret med demens og døde i januar 2021. I dag bor hun på et friplejehjem i Tranbjerg.
"Min mor kan ikke huske særlig meget, men hun glæder sig altid til at komme til erindringsgudstjenester. Jeg kan mærke på hende både før, under og efter vores besøg i kirken, hvor glad hun er for at komme derhen."
Alice Gammelgaard Jensen har altid brugt kirken. Sammen med sin mand, Hans, tog de på ture i ind- og udland, var til foredrag og tilbragte meget tid med de venner og det netværk, som de havde fået igennem kirken.
"Jeg ved, at min mor kan genkende følelsen af at komme i kirken, og det er den aktivitet, hun glæder sig allermest til."
Connie Gammelgaard Brøgger fremhæver også Torben Tramm, der er præst i Helligåndskirken for at skabe et rum, der giver mennesker med demens mulighed for at være en del af fællesskabet.
"Torben tager altid godt imod os, og tager sig god tid til at tale med alle og høre, hvordan de har det. Og så ringer han altid før gudstjenesterne og minder os om, at det snart er tid til at mødes igen."
Connie Gammelgaard Brøgger nævner en række ting, som har gjort det lettere for hendes mor at være med.
"Før det første er det en lille gruppe af mennesker, der kommer. Det skaber ro og gør, at min mor ikke bliver forvirret. Så er gudstjenesten kortere end normalt, og hver gang er der et tema, som vækker erindringer. Det kunne være fastelavn eller skolestart. Så ser vi på billeder og genstande som min mor og de andre brugere har minder om fra barndommen. Det vækker gode erindringer, og det er så dejligt at se, hvilken glæde det giver."
Kenneth Bechman Jacobsen
I efteråret 2019 pakkede Kenneth og familien spændte deres kufferter som så mange gange før. Forventningsfulde satte de kursen mod Tyrkiet uden nogen anelse om, at noget var helt galt med Kenneth.
Faktisk gik det først op for familien, da de var landet på dansk jord igen. Selv om de kun lige havde forladt de mellemøstlige luftlag, kunne han intet huske fra turen. Kenneth undrede sig over sin svigtende hukommelse, men overbeviste sig selv om, at han nok bare var lidt stresset.
Hans kone, Majbritt, var med et halvt år senere, da lægerne efter en lang udredningsproces overrakte ham den livsændrende besked. Meldingen lød, at Kenneth har vaskulær demens. En demenssygdom, der skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar.
“Jeg tænkte, det ikke kunne passe. De måtte have taget fuldstændig fejl,” fastslår Kenneth.
Han var egentlig mest interesseret i at finde ud af, hvordan det kunne kureres, så han kunne vende tilbage til sit job. Men lægen gjorde det hurtigt klart for Kenneth, at det ville have store konsekvenser, hvis han fortsatte med at arbejde. I bedste fald ville han sidde på et plejehjem om fem år, og i værste fald ville han slet ikke være her længere.
Kenneth tog et valg om, at hvis han skulle stoppe på sit arbejde, måtte han vende det til noget positivt. Nu kunne han pludselig få en masse tid til børnene og Majbritt, som han ikke havde tidligere. Han begyndte at bage igen, noget han ikke havde prioriteret i mange år på grund af sine lange arbejdsdage. Desuden kunne han hente og bringe børnene og sørge for aftensmad til sin travle familie.
Den positive tilgang til den nye hverdag hjalp Kenneth med at holde humøret højt. Men det var stadig en svær overgang for ham at gå fra en travl hverdag med masser af ansvar til at være hjemmegående på fuld tid. Derfor kom han på en fiks idé. Han ville være frivillig. Det er tre et halvt år siden, 53-årige Kenneth Jacobsen trådte ind ad døren til Demensfællesskabet Lillebælt, og knap tre år siden han begyndte i sit nye job som frivillig.
Han arbejder en gang om ugen, mandag formiddag. Her hjælper han tovholderne med opgaver såsom sortering af papirer,
oprydning og så sørger han selvfølgelig for friskbrygget kaffe og klargøring af forfriskninger til de andre deltagere.
”Det betyder meget, at jeg kan mærke, hvor glade både de andre deltagere og tovholderne er, når jeg tager herfra. Så ved jeg, at min indsats betyder noget for dem,” siger Kenneth.
Ovenstående er en forkortet version - læs hele historien om Kenneth skrevet af Iben Berner og Emilie Lantz-Frederiksen.
Klik her for at læse artiklen.
Lotte Dalholm
"Jeg var overrasket. Uimponeret. Jeg tænkte "nå" men jeg kan jo nå at dø af så meget anden inden.
Lotte Dalholm Sørensen var 59 år gammel, da hun fik konstateret demens. I dag gør hun en stor indsats for at skabe mere åbenhed om sygdommen og blandt andet øge kendskabet til demenssymbolet, som hun selv bruger flittigt og forleden fik tatoveret på sit håndled.
Kristian Jensen
I mere end 15 år er Kristian Jensen kommet i den samme badmintonklub. Hver torsdag finder han træningstøjet, skoene og sin ketsjer frem og tager afsted til Ryparkens Badmintonklub, hvor han sammen med de andre medlemmer spiller 2 timer.
"Vi er en traditionsrig ”moden” klub med 65 medlemmer, som blev stiftet i 1935. Vi spiller typisk ugentligt, afholder turneringer og deltager i kampe mod andre klubber," fortæller Kristian.
Kristian fik konstateret demens i foråret 2021, men han havde mistanke om det allerede i 2019. Selv om han oplever udfordringer ved sin sygdom, afholder det ham ikke fra at blive ved med at træne og løbe ture. Motion og træning er en vigtig ting for Kristian, og det holder ham i gang både fysisk og mentalt.
"Når du lever med demens, er du hele tiden i en form for søgeproces, hvor du bruger meget energi på at lede efter ting. Det bliver man mentalt rigtig udmattet af. Når jeg dyrker sport og får motion, kan jeg mærke, at jeg får mentalt overskud og husker bedre. Mine tanker bliver renset, og jeg kommer i bedre humør af det, både på dagen og i dagene efter."
Som det nyeste tiltag har Kristian kastet sig ud i bordtennis med en kammerat.
"Først spiller vi single badminton mod hinanden. Der får man virkelig pulsen op, og vi løber rundt på hele banen. Så afslutter vi med et spil bordtennis, hvor vi bedre kan tale sammen."
I Ryparkens Badmintonklub er Kristian udover at være aktivt medlem også formand for klubben. Han står primært for det administrative arbejde som ansøgning af banefaciliteter og kommunikationen med Københavns Kommune.
Han holder af at komme i klubben, hvor mange ved, at Kristian lever med demens, og selv om klubben ikke har en egentlig politik vedrørende demens, så er der plads til alle, der ikke er på helt på toppen mentalt.