Se årets kampagnevideoe
Det bærende element i kampagnen 2024 er en musikvideo, som vi har lavet til Rugsted & Kreutzfeldt store hit "Ta' med" fra 1985.
Her ser vi aktører i kultur- og fritidslivet, som med ordene "Ta'med, afsted" inviterer mennesker med demens med i deres fællesskaber. Den viser også små eksempler på, hvad det faktisk vil sige at være demensvenlig.
Se mere på "Ta' med, afsted"
Den mærkværdige rollator i Rødovre
En tidlig onsdag morgen på de endnu mennesketomme gader triller en bil hen foran Rådhuset i Rødovre. En dør bliver åbnet og lukket, derefter bagagerummet, og da bilen et øjeblik efter kører væk igen står en lille skikkelse tilbage.
Det viser sig at være en rollator, faktisk er det dén rollator, som nu i flere dage i træk er dukket op forskellige steder i byen, og har givet anledning til undren og nysgerrighed. For netop denne rollator er særlig og flot og rigeligt pyntet med pom pom’er i levende farver, og med små strikkede blomster og bløde stofhjerter med similisten, der funkler som små skatte i solen.
”Den er i det hele taget ret skøn,” griner Jette Larsen, som er demenskoordinator i Rødovre Kommune og viser sig at være årsagen til rollatorens huseren i byen. Jette har været vild med den pyntede rollator, siden hun for år tilbage så den blive til - skabt af en gruppe beboere på det lokale plejehjem. Da Jette Larsen og kollegerne i det nystartede demensteam i Rødovre i vinter skulle planlægge årets Demensuge, kom hun i tanke om den igen.
”Vi ville gerne lave en gimmick, som kunne skabe synlighed om demenssymbolet og starte nogle samtaler om livet med demens. Og det tænkte vi, at rollatoren måske var det helt rigtige til,” siger hun.
I weekenden hentede hun derfor rollatoren på Dorthe Marie hjemmet, som gerne lånte den ud til formålet, tilføjede en ballon med demenssymbolet, et paphjerte og ikke mindst information om demensugen og om demensvenlighed. Mandag morgen kørte hun den så ud på dens første stop; svømmehallen Vestbadet. Her tog personalet godt imod den, og stillede den lige ved indgangen, hvor den dagen igennem fik meget opmærksomhed fra gæsterne.
Der blev kigget nysgerrigt og mange skulle lige hen og kigge nærmere på den farvestrålende pynt. En del tog sig tid til at se nærmere på symbolet og læse om, hvad det hele gik ud på. Og ikke mindst fik rollatoren mange til at fortælle hinanden om, hvad de selv havde tænkt eller oplevet i forhold til demens.
”Og en håndfuld fulgte opfordringen om at fotografere rollatoren og e-maile billedet og nogle tanker om demensvenlighed til mig. Jeg har fået mere end 75 mails og været en del af mange gode samtaler med folk, som blev nysgerrige på rollatoren og kom over for at snakke,” siger Jette Larsen.
Enkelte gjorde det endda til en sport at gætte de hints, Jette lagde på Facebook og finde rollatoren, hver gang den blev flyttet til et nyt sted i byen. I Vestbadet (Jeg har svømmet i det dejligste varme vand), på det centrale butikstorv (jeg fik pizza til frokost og købte tulipaner med hjem), og ved biografen (jeg har set en dejlig film om Danmark).
”Den har virkelig fungeret som blikfang og været en katalysator for både opmærksomhed og gode samtaler om demens – helt som vi håbede,” siger Jette Larsen tilfreds.
Hun og hendes team har siden fået rollatoren i gave af plejehjemmet og er ved at lægge planer for, hvad de ellers kan have den med til – i første uger kommer den til at ledsage teamet, når der om nogle uger er mangfoldighedsfestival i Rødovre.
”Så skal den endnu en gang vise sit værd i forhold til at tiltrække folk og gøre det nemmere at starte nogle samtaler, som ellers kan være lidt svære,” siger Jette Larsen.